Mange ukrudtsplanter, som er til gene i haven, på engen og i skoven, kan bruges i madlavningen. De er en tilføjelse til retter eller hovedingrediensen i retter. Sådan vild madlavning bliver stadig mere populær. Hvordan og med hvad skal man spise sin irriterende »fjende«?
Dicotyledonous nettle – bryg den op, og den vil holde op med at stikke
Stor nælde (Urtica dioica) er kendt som en lægeplante. Den indtages ofte i form af te. mod jernmangel i kroppen. Den indeholder også A-, C- og B-vitaminer. I århundreder har denne ukrudtsplante været brugt som en spiselig plante. I begyndelsen af det nittende og tyvende århundrede blev den behandlet som mad til de sultne, og i mange år har det været på mode med brændenælder på tallerkenen igen. En af de mest berømte retter er sur brændenældesuppe. Denne urt kan også koges som spinat, tilsættes fyld (dumplings, pandekager) og steges med røræg. Unge blade tilsættes øl. Blade og unge skud mister deres stikkende egenskaber efter varmebehandling (f.eks. overhældning med kogende vand).
Er småblomstret gulsot et alternativ til spinat?
Galinsoga parviflora er kommet langt, før den blev et allestedsnærværende ukrudt i polske haver og på vilde steder. I det 18. århundrede blev den bragt fra Sydamerika til Royal Botanic Gardens at Kew i England som en prydplante. Den spredte sig hurtigt til andre europæiske lande. I mellemtiden er den i sit hjemland en vild grøntsag, som man f.eks. kan købe på markeder i Peru. Den forbliver blød efter kogning og stegning. Den har en uventet god smag. Yellowtail kan tilberedes som spinat. De unge blade tilsættes salater, supper og saucer.
Gout er et krydderi til supper og saucer.
Almindelig halm ( Aegopodium podagraria ) vokser oftest på skyggefulde steder i haven, f.eks. under træer. Det er en ekspansiv art, som kan undertrykke afgrøder som f.eks. bunddækkeplanter, der dyrkes i sådanne områder. Hyldebær er svær at bekæmpe, da den spreder sig kraftigt med jordstængler og vokser igen selv fra små tilbageværende fragmenter. Hvis vi taler om ukrudtsbekæmpelse, er det værd at bruge den i køkkenet. De unge blade og bladstilke er spiselige. De kan koges som spinat eller tilsættes supper og saucer. Den bruges som et finthakket drys i den sidste fase af madlavningen. Gout har en smag af persille og selleri.
Hvid quinoa – indtil for nylig en vild grøntsag i Danmark, i dag en ukrudtsplante.
Hvid quinoa ( Chenopodium album ) betragtes som den mest populære vilde grøntsag i Polen. Den blev spist i vid udstrækning indtil det 19. århundrede, hvorefter dens popularitet gradvist faldt. Opfattelsen havde en vis indflydelse på dette; hvid quinoa blev trods alt betragtet som en fødevare for de fattige. Planten bruges stadig i vid udstrækning som spiseplante i asiatiske lande. Man spiser bladene og de unge skud samt frøene. Før tilberedning skal du hælde kogende vand over bladene og skuddene og lade dem stå et stykke tid (og derefter dryppe af), mens frøene skal lægges i blød i vand natten over. Det forbedrer plantens smag. Bladene og skuddene kan steges i smør efter skoldning. De er også gode som tilbehør til gullasch. Frøene steges på en pande.
Mælkebøtte – værdi for natur og mennesker
Set fra haveejernes synspunkt er den medicinske mælkebøtte ( Taraxacum officinale ) et almindeligt ukrudt i græsplæner. Den reducerer den æstetiske værdi og konkurrerer med græsset. Samtidig er den god for naturen, da den giver føde til bierne i en svær periode for dem – det tidlige forår, hvor de mangler føde. Oftest bruger folk denne plante til medicinske formål. Faktisk er mælkebøtte også nyttig på tallerkenen. Unge mælkebøtteblade tilsættes til salater, rå salater, supper og saucer. I de to første tilfælde skal de forkoges med kogende vand, så mister de den bitre smag. Blomsterne bruges til saftproduktion og kan også bruges som tilsætning til vin og øl.
De ukrudtsplanter, der er vist ovenfor, er populære som spiselige planter, men der kan faktisk bruges mange flere arter. Ukrudt som konkurrenter til kulturplanter er undervurderet, men de er en værdifuld hjælp i køkkenet og i hjemmets medicinskab.
